You are currently viewing Katrine Absalonsen

Katrine Absalonsen

LIDT OM DIG SELV

Jeg hedder Katrine og er 21 (22 om en lille måneds tid) gammel. Til dagligt læser jeg Ernæring og Sundhed og håber på at kunne komme til at arbejde inde for det sundhedsfremmende felt, når jeg er færdiguddannet om et par år.

Jeg er generelt en glad og aktiv pige, der udover træning også bruger meget tid på venner, familie og selvfølgelig studie.

HVAD BETYDER TRÆNING OG SUNDHED FOR DIG?

Det betyder super meget for mig. Det er selvfølgelig ikke hele min identitet, men en stor del af den.

For mig er træning/sundhed ikke noget, jeg gør af pligt, men af lyst – ganske simpelt fordi, jeg elsker det.

HVORNÅR STARTEDE DU MED AT TRÆNE? OG HVAD FIK DIG TIL AT STARTE?

Det startede egentlig som et nytårsforsæt i nytåret 12/13, da jeg havde taget de berømte ”kærestekilo” på og egentlig ikke havde det godt i min krop eller med mit udseende længere.

Jeg besluttede mig derfor for at melde mig ind i Fitness World, og der gik ikke længe, før jeg forelskede mig i styrketræning og den terapeutiske effekt, det har på mig.

HVORDAN SER EN TRÆNINGSUGE UD FOR DIG?

Jeg træner ca. 5-6 gange om ugen, primært styrketræning. Da man helst ikke må træne samme muskelgruppe flere dage i træk, deler jeg det op således:

Dag 1: Ben

Dag 2: Ryg og skulder

Dag 3: Bryst og arme

Dag 4: Ben

Dag 5: Ryg og skulder

Evt. dag 6: Bryst og arme

Hvis jeg har tid og lyst, kan jeg godt finde på at lave 15-20 min cardio, for det meste på crosstraineren, når jeg har færdiggjort styrketræning. Et styrkepas tager ca. halvanden time for mig at komme igennem.

HVORDAN HOLDER DU DIG SELV MOTIVERET?

Som sagt træner jeg ikke af pligt, men vitterligt fordi jeg virkelig elsker det. Det er dagens højdepunkt for mig.

Dog har alle jo dage, hvor man måske ikke er 100% oplagt, og her er træningsvideoer på youtube, fitspoprofiler på instagram og træningsmusik med til at hive mig ud af døren. Derudover kan nyt træningstøj booste lysten til at komme ud af døren.

HVORDAN SPISER DU – LEVER DU EFTER ET BESTEMT KOSTPRINCIP?

Jeg lever efter det kostprincip, der hedder IIFYM -if it fits your macros. Kort fortalt går det ud på, at man har en bestemt mængde kulhydrat, fedt og protein, som man skal have om dagen, og så er det sådan set lige meget hvilke kilder, de kommer fra. Jeg vægter dog sund mad ganske højt, men hvis jeg har lyst til en marsbar, en is eller lignende, får jeg det til at passe ind i mine macros. Dette har jeg også lavet en youtubevideo om:

HAR DU ET MÅL FOR DIN TRÆNING?

Jeg har ikke noget specifikt mål for min træning. Selvfølgelig vil jeg jo gerne rykke mig og blive stærkere, men for mig er træning et frirum og den tid på dagen, hvor jeg har ”mig-tid”. Det er derfor vigtigt for mig, at den er lystdreven og ikke bærer præg af tvang, deciderede mål osv.

HVORDAN ER DU KOMMET DERTIL HVOR DU ER I DAG?

Jeg har været hele møllen igennem – overvægtig, anorektisk og fanatisk. Det har derfor taget mig mange år at opnå den balance, jeg vil sige, jeg har fundet nu. Jeg har væbnet mig med tålmodighed og arbejdet meget med at lære at elske mig selv, som jeg er og acceptere min krop. Det har taget mig lang tid at forstå, at ens psykiske velvære er lige så vigtigt (hvis ikke vigtigere) end ens fysiske.

Jeg har fjernet fokus fra mit ydre til mit indre, så at sige. Jeg har erfaret, at lige så snart hovedet er med i processen, følger kroppen trop.

Moralen må være, at man skal lære at elske sig selv, som man er i stedet for konstant at fokusere på kroppens udseende og på, hvorvidt man har en sixpack eller ej.

Livet er meget mere end synlige abs og store muskler.

Katrine Absalonsen

Katrine Absalonsen

Skriv et svar