Opvarmningsøvelser til yoga. Det er vigtigt at strække ud i kroppen og varme op inden man kaster sig ud i en øvelse/stilling. Vi har her samlet nogle gode opvarmningsøvelser til yoga, som du kan bruge i din hverdag. Det er hele kroppen som skal strækkes ud, og alle led skal være klar og opvarmede for at undgå eventuelle skader som yoga kan medføre, hvis man ikke varmer ordenligt op.
NAKKEN
Start ud med at lave nakkedrejninger. Tag fat om albuerne bag ryggen. Drej hovedet mod højre skulder, og med hvert åndedræt, prøv at komme længere til højre. Se på din højre albue. Langsomt vender du nu hovedet tilbage og vender mod venstre side, og gør det samme.
Nu strækker du hals og nakke. Sid ned på en stol, eller i skrædderstilling 2 meter fra en væg. Forestil dig at din hage bliver trukket frem mod væggen, så du bliver strakt så langt frem som muligt. Bevæg nu hagen opad, så den vender mod det sted hvor loft og væg mødes. Mærk hvordan din hals bliver strukket, og hold stillingen i 20 sekunder. Bevæg nu langsomt hagen nedad, så du kigger mod gulvet, og mærk hvordan din nakke strækker ud. Hold stillingen i 20 sekunder.
SKULDRENE
Sid på en stol, eller i skrædderstilling. Kig ned i gulvet, så nakken er strakt, og løft op i brystbenet. Pres nu skuldrene fremad så du kan mærke at du får strukket ud i ryggen. Pres derefter skuldrene opad, så de kommer op til ørerne. Pres nu skuldrene bagud, og mærk hvordan du presser musklerne på ryggen sammen. Kom tilbage til startstillingen, og gentag øvelserne 3 gange.
FODLED
Lig på ryggen med bøjet knæ, så dine ben former en trekant, med fødderne på gulvet. Tag det ene ben og hvil det på det modsatte knæ. Drej forleddet rundt til højre side 20 gange, og 20 gange til venstre side. Gentag nu med den modsatte fod 20 gange til hver side.
Slut af med at rejse dig op, med armene over hovedet. Pres dine hænder op mod loftet, og mærk hvordan hele din krop bliver strukket ud. Det skal ikke føles som om at du er ved at knække midt over, men som om at din krop bliver længere. Lad derefter armene hænge, og ryst hele kroppen for at give slip på anspændthed. Lad din krop blive tung, og slap helt af fra top til tå. Så er du klar til at gå i gang med yoga.